STED By- og Landskab integreres i Vilhelm Lauritzen Arkitekter

20. december 2021

Fra årsskiftet bliver STED By og landskab en del af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, én af Danmarks største arkitektvirksomheder. Ambitionen er at skabe endnu større arkitektonisk kvalitet på tværs af bygningsarkitektur, byplanlægning og landskab og imødekomme en efterspørgsel på integreret, uafhængig rådgivning.

Kronholm i Københavns Nordhavn og Steno Diabetes Center i Herlev. Siden 2015 har Vilhelm Lauritzen Arkitekter og STED samarbejdet på en række opgaver og konkurrenceforslag, der tæller både komplekse projekter som en ny ø og et diabeteshospital samt bl.a. boliger og helhedsplaner. Parterne har nu fundet hinanden i visionen om at skabe et integreret samarbejde, der optimerer fagligheden og arkitektens rolle som uafhængig rådgiver.

”For os er det her match åbenlyst og godt. Vi har samme visionære, men stadig ydmyge, tilgang til faget, hvor udgangspunktet er, at bæredygtig arkitektur er stedsligt, tidløst og holdbart. Nu får vi mulighed for at viske faggrænserne ud og gøre landskab og bygning til en helhedsfortælling”, siger Rosa Lund og Martin Hjerl, partnere og ejere af STED.

I en branche, der i stigende grad konsoliderer sig i store konstellationer og med bygherrer, der efterspørger tværfaglige, integrerede løsninger, mener parterne også, at integrationen kan imødekomme den efterspørgsel og fastholde den uafhængige rådgivning.

”Med STED vil vi skabe en faglig platform, der dækker byplanlægning, bygning, og landskab. Vi har længe oplevet en stigende efterspørgsel på tværfaglige løsninger, ikke mindst på klima og bæredygtighed, hvor ude og inde integreres. Vi glæder os i den grad over den nye konstellation,” siger Gyrithe Saltorp, administrerende direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Grønnere byer og en større arkitektonisk kvalitet
Hos STED kommer integrationen i forlængelse af et mangeårigt samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, som allerede har vist sit værd. I en række fælles projekter har landskabsarkitekturen og helhedsplaner bidraget til at skabe bedre byudvikling, grønnere byer og en større arkitektonisk kvalitet.

”Vi glæder os til at blive en del af teamet hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter og ser frem til at indgå i en større virksomhed med dygtige kolleger og en organisation med 100 års erfaring. Det giver vores faglighed en soliditet og ekstra holistisk tilgang,” siger Martin Hjerl og Rosa Lund.

STED forbliver foreløbigt sit eget brand og derfor fortsætter arbejdet på igangværende sager og fremtidige projekter, men virksomheden vil sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter også i fremtiden løse nye opgaver i fællesskab.

Mod nye markeder
Integrationen er endnu et strategisk skridt for Vilhelm Lauritzen Arkitekter. I flere år har arkitektvirksomheden, der er én af Danmarks største, været på en vækstrejse og bød i foråret en international kapitalfond velkommen i ejerkredsen.

”Vi ser fortsat et markant udviklingspotentiale for uafhængig rådgivning og glæder os over, at vi nu med STED styrker vejen mod en række nye markeder, både i Danmark og internationalt. Vi er ikke i tvivl om, at den nye konstellation kommer til at medføre både øget aktivitet og endnu bedre arkitektur,” siger Gyrithe Saltorp.

Integrationen af STED i Vilhelm Lauritzen Arkitekter træder i kraft i det nye år.