Udvidelse af Terminal 3 af Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Terminal 3 udvidelse, Københavns Lufthavn

På 20 år er antallet af rejsende fra Københavns Lufthavn næsten fordoblet – fra lidt over 16 millioner i 1998 til mere end 30 millioner i 2018. For at servicere de mange passagerer bedst muligt har lufthavnen iværksat en historisk stor udvidelse af Terminal 3, der fremover skal kunne betjene op mod 40 millioner rejsende. Med et budget på fire milliarder kroner skal den cementere lufthavnens position som én af verdens bedste.

Den nye udvidelse bliver en one-roof-terminal, der trækker naturen, byen og lyset indenfor, og hvor alt er inden for rækkevidde. Arkitektonisk samler udvidelsen de eksisterende kvaliteter i enkle greb, der på én gang gør den nye udvidelse både spektakulær, enkel og rolig. Med afsæt i dansk arkitekturtradition skabes rammerne om både den gode rejse og arbejdsplads, ligesom fleksible moduler sikrer en rationel bygningsdrift.

Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet det vindende konkurrenceforslag i samarbejde med Zeso Architects.

Første etape af byggeriet forventes færdigt i 2023. Anden etape i 2028.

Alt inden for rækkevidde i et roligt og karakterfuldt rum

Den nye bygning får en klar og letgenkendelig identitet og bliver et showroom for det bedste, Danmark kan præstere. Terminalen bliver samlet under et bølgende loft, der slipper diffust himmellys ind i det store rum.

Ovenlys og grønne haver markerer huller i skyerne gennem den transparente loftflade. Om dagen strømmer dagslys ned i rummet, og om aftenen fremstår loftet som én samlende flade, der afspejler stjernehimlen. Tre åbne, grønne lysskakter løber gennem alle etager og oplyser den nye bagageudlevering.

Terminalens hjerte bliver en åben, lys plads med en stor have, der giver passagererne et hurtigt overblik og en flot udsigt mod landingsbanerne fra det 270 meter lange vinduesparti.

Fra pladsen løber et hovedflow med butikker, og langs facaden bliver der et torvehalsmiljø med restauranter, spiseboder og butikker. De tre grønne lysskakter bliver pejlemærker og mødesteder og tilbyder kig til de andre etager.

Et hængende søjlefrit dæk opdeler rummet i to niveauer og viderefører arkitekturen fra Terminal 2 og Terminal 3, så udvidelsen bliver en naturlig og integreret del af lufthavnen.

Udvidelse af Terminal 3 af Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Bølgede, translucente lofter og gulve i varmt træ

De nuværende gulve og lofter er centrale arkitektoniske elementer i Københavns Lufthavn. Derfor har de nye lofter og gulve i udvidelsen fået særlig opmærksomhed, så de naturligt samler de nuværende udtryk til nye, karakterfulde gulve og lofter.

De nuværende terminallofter fortæller alle en historie om høj kvalitet og æstetik og håndterer samtidig de mange tekniske løsninger. Centralt er de:

  • Bølgede lofter i Vilhelm Lauritzens Terminal fra 1939.
  • Hvide lameller med de markante runde ovenlys i Terminal 2 fra 1960
  • Buede vinger i Terminal 3 fra 1998.

De tre udtryk er samlet i det nye terminalloft, der bliver bølget og translucent med dagslys der refererer til skyerne. Om dagen strømmer både diffust og direkte dagslys ned i rummet, og om aftenen fremstår loftet som en hel flade, der afspejler stjernehimlen. Ovenlys og grønne haver markerer huller i skyerne gennem transparente eller helt åbne strukturer. Det gør loftet til et pejlemærke og skaber en høj rumkvalitet både dag og nat.

Samtidig får bagageudleveringen også et nyt loft, der med bølgende træ og ovenlys skaber et langt mere nærværende rum.

Udvidelse af Terminal 3 af Vilhelm Lauritzen Arkitekter

På samme måde som lofterne er gulvene også et bærende element i lufthavnen. De varme trægulve er et karakteristika for Københavns Lufthavn og danner under loftet en tydelig helhed i terminalen.

Derfor bliver man ved ankomst til 1. sal mødt af et trægulv, der skaber en behagelig og rolig effekt og en intuitiv forståelse af, hvor man befinder sig. Gulvene i baggageudleveringen er i granit.

En åben bagageudlevering med dagslys og have

Som lufthavnens andre rum bliver baggageudleveringen også om dagen oplyst af dagslys fra lysskakter og det store haverum.

Det bølgede træloft skaber en varierende loftshøjde ved at trække loftet op der, hvor der ikke er installationer. De enkelte bølger i loftet skaber mindre rumligheder i en skala tæt på passageren.

Når de rejsende har hentet deres bagage passerer de det store haverum, der i samspil med træloftet og lysskakterne skaber en grøn og lys rumoplevelse, der afspejler årstidernes skifte.

Udvidelse af Terminal 3 af Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Udvidelse af Terminal 3 af Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Bygherre
Københavns Lufthavne A/S
Samarbejde
Aarsleff, COWI A/S, Zeso Architects
Beliggenhed
Lufthavnsboulevarden 6, 2770 Kastrup
Areal
80.000 m2
Status
Første etape forventes færdig i 2023. Anden etape i 2028.
×