Skovvang Demensplejecenter

Knap 90.000 danskere lever med demenssygdomme, som medfører gradvis funktionsnedsættelse. Det påvirker hukommelse, dømmekraft og orienteringsevne og stiller derfor særlige krav til indretning og arkitektur for at undgå usikkerhed i hverdagen.

Overskuelige boliger, transparente personaleområder, hjemlige mindepladser og grønne gårdhaver skal skabe trivsel og tryghed hos beboerne på Skovvang Demenscenter.

Centeret består af 40 boliger med privat terrasse, en fælles sanselig gårdhave, en nyetableret park, samt et nyt aktivitetscenter i tilknytning til det eksisterende plejecenter.

 

Det samlede Skovvang: Som en genkendelig landsbygade

Hovedindgangen til Skovvang Plejecenter er en let forbindelsesbygning i én etage. Herfra er der adgang fra de øst- og vestvendte parkeringsområder.

Hver bo-enhed er disponeret med 10 boliger, der har eget badeværelse og have samt fællesarealer og personaleområder.

Via boligens private indgang er der direkte adgang til det indbydende fælles opholds- og spiseområde, som er overskueligt indrettet og uden korridorer.

Indgangspartierne danner nicher i forhold til fællesarealet og er apteret med harmoniske udtryk – genkendelige, som hoveddørene i en landsbygade. Nichen inviterer også til en personlig indretning med eksempelvis en stol, et billede eller en plante.

 

Boligen: Naturen inviteres indenfor i overskuelig indretning  

Den enkelte bolig er let aflæselig, overskuelig og hjemlig. Boligarealet kan opdeles til to rum ved hjælp af en integreret skydevæg og er fleksibel i forhold til beboerens indretningsønsker.

Lyset falder ind gennem et stort, udvidet glasdørsparti til den private have, hvor der også er udsigt fra sengen. Udover et optimalt lysindfald, hjælper det også beboerne ud af sengen og gør en tur i haven overskuelig. Fra sengen kan man desuden også se døren til badeværelset, som igen taler ind i boligens overskuelighed.

 

 

Fællesområder: Fællesskab, aktiviteter og fuglekvidder

Fællesområdet danner den hjemlige ramme om måltiderne, samtaler, aktiviteter og afslapning. Her kan beboerne deltage i madlavning og andre fællesaktiviteter. Der er plads til fleksibel indretning og møblering, så flere forskellige arrangementer og initiativer kan finde sted i dette område.

Fra fællesområdet er der direkte udgang til bo-enhedens gårdhave med terrasse og højbede, hvor beboerne kan deltage i pasning og pleje. Terrassernes placering afstemmes med de store ovenlys i opholdsstuen. Beboerne og personalet inviteres, ved hjælp af de mangeterrassedøre, udenfori de beskyttede gårdhaver for atstimulere deres sanser og skabevariation i dagligdagen. Udsyn, fuglekvidder og duften afnyslået græs er vigtige elementer for beboerne for at skabe den bedst mulige hverdag.

Mod syd er en ny park blevet etableret – Skovvangparken. Den er lukket med beplantede støjvægge og hegn, så beboerne trygt kan bevæge sig rundt. Der er adgang til parken fra alle fire bo-enheder.

Aktivitetscentret ligger ved hovedindgangen med kortest mulig adgang til og fra p-pladsens handicappladser. Ankomsten har ventepladser til de borgere, der skal afhentes om eftermiddagen og er orienteret med udsigt til et grønt område og parkeringspladsen. Det giver tryghed i en afhentningssituation. Området er derudover en dejlig, veldefineret og læggivende hyggekrog for beboerne.

Centrets aktivitets- og spiserum ligger sydvestvendt mod gårdhaven for at give bedst mulig forbindelse mellem inde- og uderum. Der er direkte adgang til terrassen i forlængelse af aktivitetscenteret, og der vil være mulighed for senere at tilføje overdækning og/eller begrønnet pergola.

 

Personaleområder: Synlighed giver tryghed

Personaleområderne er placeret i tre arbejdsområder. To områder i forbindelse med bo-enhederne og et ved aktivitetscentret samt det centrale serviceområde. De er visuelt forbundet ved en høj transparens med kortest mulige gåafstande for personalet samt og bedst mulig kontakt medbo-enhedernes fælles opholdsområder.

Samtidig tages der hensyn tilbo-enhedernes behov for identitet og ro. Alle tre personaleområder identificeres tydeligt for beboere og pårørende, så der skabes et trygt og tillidsfuldt forhold mellem personale, beboere og pårørende. Med denne indretning kommer vi ensomhed og usikkerhed i forkøbet, og der skabes en boform, der i videst mulige omfang mimer de hjemlige kvaliteter, man har forladt.

Billeder: Karlsson Arkitekter

Bygherre
Furesø Boligselskab og Allerød Kommune
Samarbejde
Karlsson Arkitekter, STB Byg, Ingeniør’ne, Thing Brandt Landskab
Beliggenhed
Poppelvænget, Lillerød
Status
Indviet i 2020
×