Radiohuset

Statsradiofonien havde fra 1931 sine første studier opført til formålet i Stærekassen ved Det Kongelige Teater. Stærekassen blev i sin samtid voldsomt kritiseret og skandaleombrust for sin hårdt pakkede arkitektur og begrænsede funktionalitet som radiostudie. Bygningen fungerede kun i en kort årrække, hvorefter den blev anvendt som teatersal.

På den baggrund blev Vilhelm Lauritzen i 1934 inviteret til at blive en del af det hold, der fik til opgave at tegne en ny bygning for Statsradiofonien (det senere Danmarks Radio). På det tidspunkt var radiostudier uopdaget land for arkitekter og ingeniører. På linje med luftfart og bilisme stod radioen som en ny og moderne teknologi, der afkortede afstande mellem mennesker, og skabte en helt ny måde at være til i verden.

Radiohusets byggeprogram var at sammensætte lydstudier med en koncertsal og administrationskontorer. Studierejser til radiohuse i England og Tyskland hjalp til at få orkestreret sammensætningen af et velfungerende og moderne radiohus. Det at forme et multifunktionelt bygningsanlæg uden afsæt i et formelt paradigme for symmetri og aksialitet var en arkitektonisk opgave, der var meget ny i Danmark.

Radiohuset på Rosenørnsalle lægger sig højdemæssigt ind i byen som en samlet karrébebyggelse, men har nogle modernistiske greb, der stort set var uprøvede i samtiden. Administrationsfløjen ligger som sammensatte volumener forskudt fra hinanden, på samme måde man kender det fra Arne Jacobsens rådhuse i Århus og Søllerød. Der er tydelig inspiration fra Walter Gropius’ konkurrenceprojekt til et teater i Kharkov i den daværende Sovjetunion.

Radiohusets materialitet er holdt i et meget eksklusivt felt og spænder fra grønlandsk marmor på facaderne til mørkt mahogni-interiør. Loftet i forhallen er inddelt i felter af oksehud opspændt direkte på mineraluld. Lamper og møbler er tegnet specifikt til huset. En ung Finn Juhl var dengang ansat hos Vilhelm Lauritzen. Huset er et gesamtkunstwerk på linje med Arne Jakobsens bedste, samtidige bygninger.

Da tegningerne i sin tid blev offentliggjort, mødte projektet en hård medfart i samtiden. Eftertiden har hævet huset op til en af de vigtigste perler i dansk arkitekturhistorie. Radiohuset blev indviet i 1945, og opnåede i 1994 fredning. Siden da har alle store ombygninger, renoveringer og vedligeholdelses opgaver været underlagt godkendelse af Slots- og Kulturstyrelsen.

I dag har Det Kongelige Danske Musikkonservatorium til huse i bygningerne. Vilhelm Lauritzen Arkitekter har i den forbindelse forestået moderniseringer og ombygninger tilpasset udøvelse af klassisk musik – i stor respekt for husets arkitektur.

Bygherre
Statsradiofonien
Samarbejde
Ludvig Birch & Christian Nøkkentvedt
Beliggenhed
Rosenørns Alle 22, 1970 Frederiksberg C, Danmark
Areal
27.600 m2
Status
Realiseret 1945
×