Kunstakademiets Arkitektskole

Kunstakademiets Arkitektskole blev i 1997 indviet efter udflytningen til den tidligere Flådestation på Holmen i København.

Intentionen for de to 150 meter lange bygninger, der afgrænser KADK mod henholdsvis Dokøen og Hovedmagasingraven og Danneskiold-Samsøes Allé, har været at disse bygninger efter ombygningen og renoveringen, afspejler deres tidligere anvendelse som magasin for skibsudrustning og grovsmedje.

Indretningen og renoveringen er nænsomt udført overfor bygningernes oprindelige arkitektur. Meldahls Smedjes højloftede rum med de store smedejernsvinduer og murede vægge, der er malet neutralt hvide og lysegrå, står underspillet i sin rustikke arkitektur, og fortæller om bygningens tidligere brug. Gulvet er af betonfliser med et anslag af rønnegranit sat sammen med ludbehandlede fyrretræsgulve.

I Nordre magasinbygning, hvor flertallet af de studerende har deres tegneborde, er der skabt et intimt og behageligt undervisnings- og arbejdsmiljø. De frilagte trækonstruktioner og gulvbelægningen i fyrretræsplanker, der sæbeludsbehandles, er bibeholdt. De øvrige overflader – eksisterende såvel som nye fremtræder i malede, neutrale hvide og lysegrå nuancer. Ikke dagslyskrævende funktioner som toiletter og trapper er lagt ind i langsgående kerner.

Udenfor er de tidligere asfaltbelagte flader mellem bygningerne erstattet af hævede græsbede og underopdelt af grus, brostens- og bordurstensbelagte pladser og stier. Arealerne er beplantet med lindetræer, der i dag har vokset til en størrelse, der underbygger campus-stemningen.

Administrationen og kantinen er udlagt i anlæggets midterste, ”beskyttede” bygninger. Her er træbygningerne holdt i de oprindelige farver og indre ændringer og moderniseringer er udført i respekt for den oprindelige arkitektur.

Ombygningen og restaureringen er præmieret af Københavns Kommune for den smukt gennemførte restaurering og ombygning.

Bygherre
Kulturministeriet
Samarbejde
Erik K. Jørgensen A/S, Hansen & Henneberg A/S
Beliggenhed
Philip De Langes Allé 10, 1435 København K
Areal
18.000 m2
Status
Realiseret i 1997
×