Den naturlige overgang mellem tog og fly
Kastrup Station er en underjordisk togstation under Københavns Lufthavn og er én af Danmarks travleste. Stationen er et trafikalt knudepunkt i forlængelse af Øresundsforbindelsen og Terminal 3 og er anlagt som en åben sideperronstation med to platforme, der betjener hver sit spor.
Stationen ligger i umiddelbar forlængelse af spidsen på Terminal 3 og fremstår med samme høje kvalitet som resten af lufthavnen. Arkitektonisk viderefører Kastrup Station rumligheden og materialerne fra Terminal 3, der særligt er stål, glas og granit.