Bellarækkerne

Bellakvarteret er placeret centralt i Ørestad langs Amager Fælled ved Bella Centeret. Rækkehusbebyggelsen består af en længestruktur, der danner intime gadeforløb. Designet er enkelt med små variationer i facadekompositionerne.

Bygherre
Solstra Development
Samarbejde
HHM, Alectia, COBE
Beliggenhed
Bellakvarter, Ørestad
Areal
14.000 m²
Status
Realiseret i 2017

Byrum og boliger

Her skaber 122 rækkehuse med klare referencer til københavnske byggeforeningshuse, som vi kender fra bl.a. Kartoffelrækkerne og Humleby, de perfekte rammer for den sociale familie, der ønsker at være tæt på byen.

Rækkehusenes 114 m² er ganske usædvanligt fordelt på tre plan – en ide, der smukt understøtter visionen om et mangfoldigt område, hvor nærheden husene imellem styrker naboskabet og gør Bellarækkerne til en meget social bebyggelse.

De private for- og baghaver og det fælles miljø giver rig mulighed for ophold og leg. Hele området er bilfrit, og i udformningen af de hyggelige stræder mellem husene har vi haft fokus på at binde området sammen og skabe følelsen af fællesskab.

Bellarækkerne har et nordisk og tidløst udtryk understøttet af naturlige og solide materialer, som skaber et varmt udtryk. Går man en tur i kvarteret, vil man for eksempel opleve, at hele området gennem hegn og skure er bundet sammen af samme materialitet – træ, der med tiden patinerer i grålige nuancer.

Vindues- og altanplaceringerne varierer for at skabe liv og give et dynamisk udtryk til bebyggelsen. – Ligesom de forskellige typer teglsten, der er afstemt i forhold til hinanden, skaber variation og betyder, at man lettere kan orientere sig i området, da husene dermed fremstår med forskellig identitet.

Hør Torsten Stephensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, fortælle om udviklingen af Bellarækkerne i Ørestad.
×