Vilhelm Lauritzen, 1960 på Danmarks ambassade i Washington

Arkitektur som anvendt kunst til folket

Vilhelm Theodor Lauritzen var en af Danmarks mest betydningsfulde arkitekter i sin tid og blev en af ophavsmændene for den danske modernisme.

I dag står en række af hans projekter stadig som blivende eksempler på en dengang ny og revolutionær arkitektur, hvor form følger funktion.

Han blev én af datidens store funktionalister.  Og med stor passion studererede han sommerfugle, men først og fremmest var han arkitekt og fastholdt hele livet, at arkitektur er anvendt kunst.

Min tanke er fri
Den gør hvad den vil;
Og fri er den fordi
Kun jeg ved hvad den gør.
Jeg misunder ofte min tanke.

– Vilhelm Lauritzen, 17 år gammel (1911)

Vilhelm Lauritzen Terminalen med sit karakteriske bølgede loft over indgangen.  Foto: Rune Buch
Vilhelm Lauritzen Terminalen med sit karakteriske bølgede loft over indgangen. Foto: Rune Buch

Han blev født d. 10. september 1894 i Slagelse, student fra Sorø Akademi i 1912 og tog sin afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1921 og stiftede året efter Tegnestuen Vilhelm Lauritzen. Hans studierejser til Spanien og Grækenland fik stor indflydelse på hans senere værker, herunder den første store opgave, Daells Varehus – en konkurrence han i 1922 vinder sammen med arkitekt Frits Schlegel.

Rum og form gennem generationer

For Lauritzen var arkitektur anvendt kunst til folket – og ikke for de få. I hans tegninger er der et tydeligt ideal om, at rum og form skal holde gennem generationer. Med sin frie tanke og et afsæt i den enkelte bygnings funktionalitet, skabte han så enkle og velfungerende løsninger, at man ved første øjekast risikerer at overse genialiteten.

For at forstå hvor banebrydende hans arkitektur var, skal den ses i sin samtid. Arkitekturen længe havde fokuseret på bygningernes form og ornamentering. Vilhelm Lauritzens tilgang handlede mere om brugbarhed.

Da han eksempelvis begyndte at designe den første lufthavnsterminal i Kastrup i 1936, var kommerciel luftfart stadig nyt. Der var ingen model for, hvordan en lufthavn så ud. Som funktionalist opdelte han bygningen i airside og landside. Indgangen og trafikken langs bygningen mod landside og flytrafik og gates langs den anden. I dag er det stadig sådan langt de fleste af verdens lufthavne er designet.

Vilhelm Lauritzen terminalen, foto af Rune Buch
Vilhelm Lauritzen Terminalens indgang. Foto: Rune Buch

Naturvidenskaben var et omdrejningspunkt i hans arbejde såvel som privat. Han havde samme naturvidenskabelige tilgang til en byggeproces, som når han i sin fritid studerede sommerfugles livscyklus.

Skitserne til den første terminal viser en tydelig, organisk udvikling af formsproget. Blyantstregerne tegner en nysgerrig rejse, der til sidst finder bygningens optimale design – en evolutionær rejse, der afspejler naturens.

Vilhelm Lauritzen stiftede i 1922 tegnestuen og var aktiv frem til 1969. Blandt de mest markante projekter fra den tid er:

– Nørrebro Teater (1932)
Daells Varehus – i dag Hotel Skt. Petri (1935)
– Gladsaxe Rådhus (1937)
Vilhelm Lauritzen Terminalen (1939)
Radiohuset (1940/1945)
– Shellhuset (1951)
VEGA – Folkets Hus (1956)
Den Danske Ambassade i Washington (1960)
Terminal 2 i Københavns Lufthavn (1960)
– TV-Byen i Søborg (1964)

Terminal 2 designet af Vilhelm Lauritzen
Håndtegnet skitse, 1956. Afgangshallen i Terminal 2, Københavns Lufthavn. Set fra vest.

Fra yderst til inderst en mester i design

Foruden at tegne bygningerne var Vilhelm Lauritzen ofte en ledende kraft i design af interiør.

Han formgav alt fra dørgreb, gelændre og askebægere til lamper, sofaer og skranker i tæt samarbejde med møbelarkitekt Finn Juhl, der var ansat på tegnestuen i 11 år fra 1934 til 1945. Det har affødt en række danske designklassikere. Mest kendt er Radiohuspendlen VL45, der stadig er i produktion hos Louis Poulsen.

Vilhelm Lauritzens Radiohus pendler VL45 og Radiohussofa. Foto: Louis Poulsen
Vilhelm Lauritzens Radiohuspendel VL45 og Radiohussofa. Foto: Louis Poulsen

Radiohuset på Rosenørns Allé fra 1945 er et af tidens fineste eksempler på, hvordan Lauritzen indarbejdede kvalitetsmaterialer som grønlandsk marmor, teaktræ, læder og messing i arkitekturen. Materialerne er kompromisløse til trods for, at bygningen er opført i en tid præget af rationeringer og tysk besættelse.

Radiohusets koncertsal fra 1945

Også i interiøret er det funktionen, der dikterer formen. Gæsterne kunne læse skiltet med aftenens program uden at bukke sig i kraft af en buet, vertikal form. Røde og hvide lamper signalerede, hvornår optagelserne i studierne var i gang. Og sofaer og stoles lukkede ryglæn tillod dem at stå frit i rummet, så de naturligt kunne inddele rummet i mindre dele.

Radiohuset designet af Vilhelm Lauritzen
Det buede skilt med aftenens program i Radiohuset.

En livslang kærlighed til lyset

Gennem hele sit virke arbejdede Vilhelm Lauritzen konsekvent med lyset – både det naturlige og det kunstige. Og han var særligt opmærksom på at blande det kolde, nordlige himmellys med direkte sollys fra vest og syd. Teknikker, som tegnestuen har videreført og stadig arbejder aktivt med i dag.

Samme fokus gav han sine lamper, hvor hans talent for æstetik og funktion igen er tydelig. I Radiohuspendlen kombinerer han det direkte lys med det diffuse og skaber dermed en funktionel belysning, der samtidig kaster et blødt nuanceret lys.

”Én af den moderne arkitekturs ledende skikkelser”
– Poul Henningsen om Vilhelm Lauritzen

Radiohusets trapper står tidløst med en skulpturel lethed fremhævet af varmt, oplyst teaktræ og det sirlige messinggelænder.

Privat var han gift med Ingeborg og sammen fik de datteren Esther. Lauritzen var udnævnt Ridder af Dannebrog af 1. grad og døde som 90-årig i 1984.

Portræt af Vilhelm Lauritzen fra 1960'erne
×