Chr. Hansen designet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Nyt Innovation Campus skal gøre Chr Hansen endnu mere bæredygtig

29. august 2019

I dag har Chr. Hansen i samarbejde med PensionDanmark offentliggjort planerne om at styrke forsknings- & udviklingsfaciliteterne. Det bliver en udvidelse af det nuværende hovedkvarter til et nyt Innovation Campus. Forslaget er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter med et fokus på naturen, dagslys og en intuitiv funktionalitet.

Et tæt samspil med naturen, store mængder dagslys og en intuitiv funktionalitet er centrale elementer i arkitekturforslaget bag Chr. Hansens nye 15.000 m2 store Innovation Campus med PensionDanmark som investor.

Forslaget består af en udvidelse af det eksisterende hovedkvarter i Hørsholm, der skaber plads til op mod 250 nye forskere. De nye bygninger, der bl.a. indeholder en ny hovedbygning, laboratorier, mødecenter og applikationscenter skaber et fremtidssikret centrum for innovation, vidensdeling og kundesupport.

”I dag ligger hovedkvarteret som solitære bygninger spredt på grunden. De nye bygninger bliver flettet sammen med de eksisterende, så de tilsammen danner et sammenhængende campus med et optimeret flow. Det bliver et inspirerende og levende sted at arbejde,” siger Anne Møller Sørensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter og designansvarlig på forslaget, der er udviklet i samarbejde med COWI og 1:1 Landskab.

Chr. Hansen designet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Et ønske om natur og biodiversitet

Det har været afgørende, at virksomhedens identitet, bæredygtige produkter og beliggenhed skulle afspejles i den nye arkitektur. Det nye campus bliver energioptimeret og med robuste materialer, der har lang levetid.

Træ bliver et gennemgående materiale både som konstruktion og beklædning, og dertil kommer en række lyse atriumgårde og skovhaver, hvor brændestabler, regnvandsopsamling og insekthoteller skal skabe gode betingelser for biodiversitet.

”Fokus har hele tiden været på at skabe harmoni mellem de eksisterende bygninger og den unikke beliggenhed. Det er en usædvanligt smuk naturgrund, hvor vi med reference til Chr. Hansens produkter har forsøgt at skabe et nærvær til naturen og glidende overgange mellem ude og inde,” siger Anne Møller Sørensen.

Chr. Hansen designet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Rejse mod endnu mere bæredygtighed

Tidligere på året blev Chr. Hansen kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed, og det nye campus skal fremtidssikre virksomhedens faciliteter til forskning og udvikling og sikre en fortsat stærk global position på områderne for fødevarer, kosttilskud og landbrug.

”Det er et utrolig spændende projekt for Chr. Hansen, som er vokset støt i de seneste år,” siger Søren Westh Lonning, finansdirektør i Chr. Hansen.

”En moderne, fleksibel arbejdsplads med topmoderne laboratorier i inspirerende omgivelser vil hjælpe os med at tiltrække de talenter, vi har brug for for at være på forkant og fortsætte vores rejse mod bæredygtighed. Det vil også være med til at styrke vores langsigtede position som en førende bioscience-virksomhed,” siger han.

Parterne forventer at tage det første spadestik i 2020, og at hele byggeriet står færdigt i slutningen af 2022.

Chr. Hansen designet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter
×