Bøgelunden Daginstitution tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Utraditionel daginstitution skaber ro og tryghed

20. maj 2019

Blovstrød i Allerød Kommune får snart et nyt børnehus tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Den kombinerede vuggestue og børnehave bliver usædvanlig med blandede aldersgrupper og store hjemmestuer frem for fællesarealer. Det skal give mere tryghed til børnene, mindre støj og et bedre overblik for pædagogerne.

For de forældre, der dagligt henter og bringer deres børn, er ritualet velkendt. De ankommer til et hus, hvor børnegrupperne er opdelt efter alder. Legen foregår i det store fællesrum, hvor trafikken er stor, og det er ofte svært at finde både barn og pædagog.

Når du træder ind i Blovstrøds nye daginstitution, Bøgelunden, bliver det i et mindre og mere roligt fællesrum. Kvadratmeterne er i stedet brugt på rummelige hjemmestuer, hvor børn i forskellige aldre opholder sig i deres vante rammer.

“Vi har politisk lagt vægt på, at Allerøds pædagogiske principper – som blandt andet er at skabe trygge rammer for børnene med mulighed for leg, fordybelse og forskellige udfoldelsesmuligheder – efterleves i børnehuset,” Karsten Längerich borgmester i Allerød Kommune til Allerødnyt.

Indretningen er mere rolig, fordi børnenes hjemmestue kan rumme flere alsidige aktiviteter for en mindre gruppe. Det betyder, at de ikke skal bevæge sig gennem huset for at komme fra puderummet til musikrummet.

”Vi må ikke glemme, at de er små væsner i de enorme rum. I stedet for at de skal forholde sig til en hel institution, kan de finde tryghed i deres hjemmestue. Den kan til gengæld i langt højere grad rumme leg, fordybelse, musik og læring. Når børnene oplever en tryg ramme, avler det nysgerrighed til at udforske verden,” siger Michael Schytt Poulsen, associeret partner hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Fleksibel indretning er bæredygtigt og en fremtidssikring
Daginstitutionen bliver opført som en fleksibel bygning, hvor nogle af de indvendige vægge kan nedtages eller flyttes. Derudover er terrænet udenfor omdannet til en grøn legerampe, der giver adgang til udeområde fra både stuen og første sal.

“Bygningen skal kunne ændre anvendelse til f.eks. indskoling, hvis antallet af de mindste børn falder i takt med at antallet af skolebørn stiger. Derfor har der været en tæt dialog mellem de, der skal benytte huset og vores byggefolk. Det har vi fået et rigtig godt projekt ud af, som nu skal realiseres,” siger borgmester Karsten Längerich.

Byggeriet forventes at gå i gang efter sommerferien og stå færdigt i 2020. Bøgelunden er det andet af to nye børnehuse i Blovstrød. Det første, Pilelunden, blev indviet tilbage i marts. Bøgelunden får plads til i alt 150 vuggestue- og børnehavebørn.

Du kan læse mere om Bøgelunden her.

×