Et spadestik tættere på nyt læringscenter for børn og unge

1. november 2019

I dag blev første spadestik taget til Danmarks nye nationale læringscenter LIFE Campus. Bygningen bliver et af flere initiativer fra LIFE og Novo Nordisk Fonden, der skal styrke interessen for naturvidenskab hos børn og unge. Bygningen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og forventes at stå færdig i 2021.

I dag tog Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune og Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, det første spadestik til det 4.000 m2 LIFE’s store læringscenter LIFE Campus, der kommer til at ligge i Lyngby.

Vært for dagen var Christine Antorini, adm. direktør for LIFE og bl.a. tidligere Børne- og Undervisningsminister.

1. november 2019

LIFE er et nyt initiativ under Novo Nordisk Fonden, der skal styrke interessen for naturvidenskab hos børn og unge. Et af tiltagene er det nye nationale læringscenter LIFE Campus, der er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter i samarbejde med GHB Landskab og COWI og bliver tilgængelig for skoler i hele landet. Når den står færdigt i 2021, vil børn og unge få mulighed for at arbejde med de aktuelle og konkrete problemstillinger, der også optager dagens forskere.

”Bygningens design er skabt af akkumuleret viden fra alle projektets parter. Novo Nordisk Fondens engagerede forskere og undervisere har bidraget med viden om didaktik og naturvidenskab, mens specialister har tilpasset teknikken bag. Resultatet af den proces bliver en inspirerende bygning ” siger Thomas West Jensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der står bag designet af bygningen.

1. november 2019

Arkitektur og teknologi spiller sammen med naturen

Arkitekturen er inspireret af STEM (Science/Techology/Engineering/Mathematics). Facadens udtryk kommer fra DNA-strenge, fibonacci-strukturer og andre matematiske mønstre. Ved indgangen åbner lyse træsøjler sig for de besøgende som et forhæng og er med til at integrere bygningen i det kuperede naturlandskab.

”Arkitekturen er inspireret af en kombinationen mellem natur og naturvidenskab. Det stoflige og det matematiske. Bygningen skal på samme tid både inspirere og respektere, da det ligger i et naturområde, så vi gået efter at ramme en enkel, nordisk stil i naturlige materialer med grundreferencer til STEM,” siger Thomas West Jensen.

Hjertet af bygningen er auditoriet, hvor de besøgende kan opleve forskellige teknologier; herunder projektioner på vægflader både indvendigt og udvendigt, i et nærmest imaginært rum, der sætter fantasien og inspirationen fri.

”Når besøgende træder indenfor vil teknologien gradvist blive intensiveret i takt med de bevæger sig igennem bygningen. Blandt andet indgår bygningens drift som en aktiv del af undervisningen med synlige installationer, der måler energiforbruget”, siger Thomas West Jensen.

LIFE kommer til at ligge nær Danmark Tekniske Universitet (DTU) og Novozymes på Dyrehavegårds jorder i Lyngby.

×