Livet på Christianshavn - danish

Krøyers Plads præmieres af Københavns kommune

1. maj 2017

Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen overrakte fredag eftermiddag Københavns Kommunes præmiering af ’Gode og smukke bygninger’ til arkitekterne bag de nyfortolkede pakhuse ’Krøyers Plads’ på Christianshavn.

– I mange år har stedet været et ’hul’ i de kontinuerlige rækker af gamle pakhuse, der ligger vinkelret på havnefronten. Bygningernes ydre og landskabet er bymæssigt interessant, velproportioneret og med kantzoner, som giver meget tilbage til byen og nærområdet, lød det fra kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, da han fredag overrakte diplomer og præmier til Vilhelm Lauritzen Arkitekter, COBE og GHB Landskabsarkitekter for den svanemærkede boligbebyggelse mellem Strandgade og Christianshavns havnefront.

Og denne anerkendelse har da også stor betydning for arkitekterne, der har arbejdet intensivt med udviklingsprocessen for netop at skabe et demokratisk projekt med mange involverede interessenter.

– Krøyers Plads er resultatet af en helt særlig udviklingsproces med et formål om at skabe et unikt byggeri, hvor mange af byens parter har deltaget, og hvor vi som arkitekter har siddet centralt i denne proces. Anerkendelsen er derfor særlig interessant, fordi det også er en anerkendelse af at denne særlige proces har fungeret, siger Thomas Scheel, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Socialt åndehul i historiske rammer

De tre pakhuse ligger mellem historiske bygninger i et af Christianshavns gamle industrikvarterer, prominent placeret over for Nyhavn, Skuespilhuset og Operaen. Der er eget havneindløb samt en promenade med plateau og siddepladser – og hele området er åbent for offentligheden.

Og der er da også blevet taget godt imod de nye bygninger. Alle lejligheder var solgt inden byggeriet stod færdigt, og promenaden er blevet et regulært trækplaster i de lyse måneder, hvor både lokale og turister slår sig ned og nyder de stemningsfyldte omgivelser.

Priser fra både ind- og udland

Også udlandet har et godt øje til Krøyers Plads, der i 2015 blev begavet med en MIPIM Award for bedste boligbyggeri, tidligere i år modtog bæredygtighedsprisen ’Green Good Design Award’, der uddeles af The Chicago Athenaeum, og før påske vandt den anerkendte internationale prisuddeling Architizer A+ Award.

Og nu kan Krøyers Plads – og arkitekterne bag – altså også tilføje en rigtig ”københavnerpris” til samlingen.

Relaterede nyheder:

Krøyers Plads vinder Architizers A+ Award

Krøyers Plads vinder Green Good Design Award

×