Konference d. 3. marts: Hvornår giver det mening at vælge træ?

12. februar 2020

Træ er godt for både miljøet og klimaet og ideelt til eksempelvis boliger. Men hvornår bør man bygge i træ? Hvor holdbare er træhuse? Er træ en god investering? Og hvad med drift, brand og nedbrydning?

De spørgsmål bliver adresseret med afsæt i viden og erfaringer fra både nye og gamle træprojekter på Estate Media Danmarks konference om træ her hos os d. 3. marts, kl. 13-17.

Vi glæder os til at være vært og til at dele vores erfaringer fra blandt andet Skademosen i selskab med: 

  • Lene Espersen fra Danske Arkitektvirksomheder
  • Mia Helvig Manghezi fra PensionDanmark
  • Ib Bertelsen fra DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut
  • Per Bro fra Boligselskabet Sjælland
  • Mikael Koch fra Træinformation
  • Christian Krintel fra Holmsgaard a/s Rådgivende Ingeniører.

Eftermiddagen bliver modereret af chefredaktør Kamilla Sevel.

Læs mere om arrangement og tilmeld dig her.

Dagens program

13:00: Kaffe og registrering

13:30: Velkommen

Kamilla Sevel, chefredaktør og moderator, Estate Media

13:35: Træ, beton eller mursten – fremtidens byggerier
En ny klimalov er vedtaget bredt i Folketinget. Der er ingen tvivl om, at der fra politisk side er fokus på den grønne omstilling og mange ressourcer øremærket til bæredygtige formål og grøn omstilling. Men hvad er egentlig fordelene i den kontekst i forhold til træbyggeri? Og hvordan passer det ind i byggeriets dagsorden.

Lene Espersen, Direktør, Danske Arkitektvirksomheder

14:00: Træbyggeri – danske erfaringer og cases
Antallet af træbyggerier i Danmark er fortsat forholdsvis lavt, men nu begynder de første erfaringer at melde sig. Hvilke fordele og ulemper er der ved træbyggeri? Hvornår kan man vælge træbyggeri, og hvornår er det ikke relevant. Kan man bygge delvist i træ? Og hvordan er driften? Med udgangspunkt i forskellige cases fra det danske marked giver vi konkrete råd videre. Blandt andet med erfaringer fra træprojektet Skademosen ved Roskilde. Her står de første 44 rækkehuse færdige i det, der er Danmarks største rammeaftale om træbyggeri af 200 boliger i samarbejde med Boligselskabet Sjælland.

Michael Schytt Poulsen, associeret partner, Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Christian Herløv Krintel, civilingeniør, VVS og energi, Holmsgaard Rådgivende Ingeniører
Per Bro, Boligselskabet Sjælland

14:50: Spørgsmål og debat

15:00: Kaffepause

15:30: Udfordringer og muligheder med at bygge i træ
Erfaringsgrundlaget med træbyggeri er ikke så stort i Danmark, som for eksempel i vores nabolande mod nord. Der kan være udfordringer med at bygge højere end 4 etager, der kan være øgede omkostninger på grund af lydkrav og krav fra brandmyndighedernes side. Men til gengæld er der store fordele i lagring og reduktion i udledning af Co2. Hvad bliver de nyeste muligheder i træbyggeri, og hvilke udfordringer skal man især forholde sig til i de kommende år?

Mikael Koch, Direktør, Træinformation

15:55: Risici og løsningsmodeller i forbindelse med brandfare
Træbyggeri er historisk knyttet til store brande, og det skræmmer mange fra at bygge i træ. Der er stadig nogle, der argumenterer for, at træbyggerier er en brandfælde, mens andre påpeger, at det er en forældet tilgang til brandsikring og byggeri. Hvad er fup og hvad er fakta? Hvordan håndterer man brandrisikoen, og hvordan sikrer man, at træbyggeri er lige så sikkert at bo i som huse i andre byggematerialer?

Ib Bertelsen, Direktør for kunder og relationer, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut

16:20: Case: Fælledby – den nye by i træ på Amager Fælled
Der er stort set ikke bygget noget i træ i Danmark i de seneste årtier, men nu går PensionDanmark “all in” så at sige i samarbejde med By & Havn om en ny bydel i Ørestad. Fælledby er en ny bydel med træ som byggeriets gennemgående materiale med facader af forskellige materialer, som for eksempel genbrugsmaterialer og begrønnede facader.

Mia Manghezi, Projektudviklingsdirektør, PensionDanmark

16:45: Spørgsmål og debat

16:55: Vin, snacks, m.v.