Er du vores nye kommunikations- praktikant?

Som kommunikationspraktikant hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter, får du rig mulighed for at afprøve flere områder indenfor kommunikationsfeltet, bl.a. presse, videoproduktion, content produktion, sociale medier, projektkommunikation og events.

Hos os får du et skræddersyet praktikforløb, hvor du vil få stor indflydelse på dine opgaver, så du kommer til at arbejde med kommunikation, du brænder for. Det vigtigste er, at du er løsningsorienteret og elsker at fortælle historier.

Så, er du en dygtig formidler på en videregående uddannelse indenfor kommunikation, journalistik, medievidenskab eller lignende, så er det måske dig, vi søger.

Her kan du møde Ea, som studerer dansk på Københavns Universitet. Ea er tidligere kommunikationspraktikant i Vilhelm Lauritzen Arkitekter og nu ansat som studentermedhjælper.

Ea
"Jeg er blevet klogere kommunikationsfagligt, jeg er blevet klogere på arkitektur og design, og samtidig er jeg blevet klogere på mig selv, og hvad min rolle er på arbejdsmarkedet."

Ea, tidl. praktikant

Hvordan har dit praktikforløb været? Levede det op til dine forventninger?

Mit praktikophold har været enormt spændende og lærerigt. Det har været en god kombination af, at jeg er blevet klogere kommunikationsfagligt, jeg er blevet klogere på arkitektur og design, og samtidig er jeg blevet klogere på mig selv, og hvad min rolle er på arbejdsmarkedet. Den mentorordning, man indgår i med Jane, vores kommunikationschef, rummer både det faglige aspekt af at være kommunikatør i en virksomhed og de mere personlige ved at være ny i job. Derfor vil jeg mene, at mit praktikophold gik ud over mine forventninger.

Hvordan så en almindelig arbejdsdag ud for dig?

Fordi kommunikationsafdelingen hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter er et lille team, er forløbet skræddersyet, og man justerer løbende, hvad det skal indeholde. I løbet af en typisk arbejdsdag holder vi et møde, om de arbejdsopgaver, Jane har, og som hun tænker kunne være noget for mig. Herefter strukturerer jeg ellers selv tiden, ud over nogle planlagte møder, og så får jeg løbende feedback. 

Det var også planen, at jeg skulle have været med til flere arrangementer, bl.a. Folkemødet på Bornholm, men grundet covid-19 blev det aflyst.

Hvad er det bedste ved at være ansat hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter?

Det bedste er, at man er omgivet af design, æstetik og kreativitet. Derudover er det spændende at formidle arkitektur, fordi der er mange beslutninger og refleksioner bag, at arkitekturen ser ud, som den gør, og deri befinder sig et hav af gode historier.

Hvorfor skal man søge om at blive kommunikationspraktikant her?

Man skal søge fordi det er et lærerigt og fagligt udfordrende forløb, hvor man får mulighed for at afprøve et bredt felt af kommunikationsopgaver under kyndig vejledning. Jeg føler, nu hvor forløbet er afsluttet, at jeg er mere afklaret med, hvad jeg synes er interessant at arbejde med inden for kommunikationsområdet, og jeg føler mig mere selvsikker i forhold til at skulle ud og søge job i fremtiden.

Sådan søger du

Har du spørgsmål eller bare lyst til at besøge tegnestuen og høre mere? Så kontakt vores reception på tlf. 32 69 90 00, som vil sætte dig i forbindelse med den rette person.

Har vi allerede overbevist dig, så send os en ansøgning hvor du fortæller os, hvorfor du vil være praktikant hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter og vedlæg CV – samt portfolio, hvis du er arkitekt- eller konstruktørstuderende.

Send det til job@vla.dk og angiv i emnefeltet, om du søger praktikplads som henholdsvis arkitekt, konstruktør eller kommunikatør.

Vi glæder os til at høre fra dig!