Europaskolen designet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Europaskolen udvalgt til udstilling i Berlin

26. juli 2019

Aedes Architecture Forum i Berlin sætter lige nu fokus på fremtidens skolebyggeri med den aktuelle udstilling ’ZUKUNFT Schulbau – Europäische Beispiele zeitgemäßer Schularchitektur’. Udstillingen præsenterer 12 nye, europæiske skoler med temaet ’Fremtidens skolebyggerier’ og blandt dem, er Europaskolen fra Carlsberg Byen.

De kommende år vil der ske stor udvikling i de tyske skoler – særligt i byområderne, hvor antallet af elever er støt stigende de kommende år. I Berlin alene vil der frem mod 2024/25 blive 70.000 flere skolebørn end nu. Derfor er der stort behov for at bygge nye skoler og udvikle de eksisterende for at imødekomme den demografiske udvikling.

Derfor har Aedes Architecture Forum udstillet 12 europæiske skoler, der alle indgår i en urban kontekst. Europaskolen er udvalgt med sit fokus på læringslandskaber omkring skolen, den historiske kontekst Carlsberg Byen og samspillet med lokalområdet. Skolen blev indviet i efteråret 2018, og ligger i det samle bryggerkvarter i Carlsberg Byen med Den Snoede Skorsten og Franciska Clausens Plads som nærmeste naboer. Skolen rummer klassetrin fra 0. til 3. g.

Udstillingen kan ses frem til 8. august.

Læs mere om udstillingen og åbningstider her.

×