Thomas Scheel, Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Debatindlæg: Krøyers Plads var problembarn i mange år – borgerinddragelse løste det

4. oktober 2018

Debatindlæg af Thomas Scheel, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Bragt i Politikken BYRUM den 4. oktober 2018.

Krøyers Plads. I mange år Københavns enfant terrible for udviklere, arkitekter og kommune, men også efter min mening et af de bedste eksempler i nyere tid på den forskel, borgerinddragelse kan gøre. Og ja, det er en svær disciplin, men, som Byplanlaboratoriets direktør påpegede 11. september, kan den blive forskellen mellem succes og fiasko.

Desværre ender borgerinddragelse ofte som en praksis, hvor det handler mere om at undgå modstand end skabe værdi og kvalitet.

I 2003 startede et af de første udviklingsforsøg af Krøyers Plads med en storstilet arkitektkonkurrence, men vinderforslaget om 55 meter højhuse blev mødt af så massive protester, at Københavns Kommune afviste lokalplanen i 2005.

Historien gentog sig med et nyt arkitektforslag i 2006, hvor endnu et projekt led samme skæbne.

I kølvandet på finanskrisen overtog NCC grunden i 2010 og ville give pladsen endnu et forsøg. De kontaktede os, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, men denne gang med et ønske om en radikalt anderledes proces forankret i lokalområdet og hos kommunen og politikerne. Det var det udgangspunkt, der fik os til at sige ja til et projekt, der ellers på papiret var dømt til strid modvind.

Sammen med GHB Landskabsarkitekter, NCC, Københavns Kommune og Københavns stadsarkitekt lagde vi en procesplan, der skulle lede frem til en ny lokalplan med opbakning fra alle interessenter, særligt Christianshavns borgere.

Ikke informationsmøder i forklædning

Løsningen blev tre åbne, offentlige workshops på Christianshavn med hver sit tema: Byliv, Byrum og Bygninger. Præmissen var, at det ikke skulle være informationsmøder i forklædning, men reelle workshops med faciliterede gruppeopgaver, hvor alle forslag blev ført til referat og arbejdet videre med – dog med et klart budskab om, at vi ikke gav løfter.

Det stod hurtigt klart, at de fleste fremmødte ikke protesterede mod det at udvikle grunden, men de havde klare holdninger til typen af udvikling og i særdeleshed indhold.

Formålet med den første workshop, Byliv, var at kortlægge borgernes ønsker til typen af byliv. Vi var meget opmærksomme på, at projektudviklingen havde medført lukning af det populære streetfoodsted Luftkastellet, og at borgerne reelt havde fået taget byliv fra dem. Vi kom derfor med budskabet om, at vi gerne ville forsøge at skabe grundlaget for et nyt byliv på Krøyers Plads.

Med næste workshop, Byrum, kom vi tættere på byggeriets rammer, der kredsede om åbenhed, adgang til vandet, grønne områder og forretninger i stueetagen.

Bygninger var den sidste og mest udfordrende workshop, men den lagde grunden for den endelige klassiske løsning med to pakhuse og en længe, og der skulle bygges i højden, hvor det var til mindst muligt gene. En idé udsprunget af dialog med borgerne, men kort sagt var det åbenlyst den bedste løsning til stedet.

Vi bearbejdede resultaterne fra de tre workshops og videregav to mulige forslag til den videre udviklingsproces af lokalplanen.

Borgerne medskabte den rigtige løsning til stedet

I dag kan vi se, at inddragelsen af borgerne har været med til at skabe den rigtige arkitektur til stedet. Hensynsfulde, klassiske og åbne bygninger med et velfungerende byliv. Og mange af de kvaliteter kan ledes direkte tilbage til de tre borgerrettede workshops. De grønne haverum, adgangen til vandet, de åbne sigtelinjer og ikke mindst selve placeringen af bygningerne.

Borgerinddragelsen var en vigtig del af grundlaget for vores tanker, og den gav projektet en afgørende forankring og tryghed i lokalområdet. Arkitekturen får en anden kvalitet og dimension, når de er med, ligesom det endelige projekt bliver mere forpligtende og giver en større legitimitet over for bygherre og kommune.

Som arkitekter får vi tildelt en central rolle i inddragelsesprocessen, hvor vi skal finde de faglige kvaliteter i borgernes input. Vi er her ikke for at indgå kompromisser med borgerne, men for at trække kvalitet fra det, der kommer – ikke bare holde på egne visioner. Vi skal vise en ydmyghed og en refleksion over, at langt de fleste af de bygninger, vi tegner, skal tage hensyn. De skal passe ind et sted og i et område.

Offentlige og sensitive steder forpligter

Skal arkitekter så borgerinddrage på alt? På ingen måde.

Vi skal inddrage, når der er behov. Når vi bygger på offentlige steder, der har en særlig betydning eller sensitivitet. Der er vi forpligtede til at lave særlige processer.

Min opfordring er, at flere begynder at se borgerinddragelse som et redskab til velfungerende arkitektur – og i mindre grad som et middel til at undgå ballade. Og samtidig skal vi som arkitekter se borgernes input som en del af den gode arkitektur og ikke som en trussel mod æstetiske visioner.

×