NYT PLEJECENTER PÅ POPPELVEJ, ALLERØD
Det nye plejecenter på Poppelvej disponeres som et lyst og nutidigt byggeri, organiseret i en enkel og let overskuelig struktur, der skalamæssigt respekterer det omkringliggende villakvarter.
Centerdelen med administration, genoptræningscenter og hjemmepleje, udgør anlæggets
funktionelle ”rygrad”, som samtlige boenheder kobles til. Denne struktur sikrer et venligt og imødekommende byggeri uden institutionspræg, med overskuelige forbindelser mellem de forskellige
funktioner.
I udformningen af de nye plejeboliger er der lagt stor vægt på, at skabe gode rammer for en velfungerende og hjemlig indretning der tilgodeser de særlige behov, som svagelige ældre har.
Bebyggelsesplanen sikrer, at boligerne orienteres primært mod syd eller vest. Boligens centrale omdrejningspunkt er opholdsstuen/køkkenet, hvor den store rumhøjde på ca. 3,0 meter, bidrager til at forstærke indtrykket af plads og rummelighed i den relativt lille bolig.
De karakteristiske vinklede facader sikrer en optimal orientering af både bolig og terrasse/altan mod sydvest og skaber en større privathed i den enkelte bolig.
Af hensyn til sengeliggende beboere, er dele af vinduespartiet i soveværelset udformet med en lavere brystningshøjde, der sikrer uhindret udsigt til omgivelserne. |