 |
BOLIGSLANGEN
VLA har ønsket at fremkomme med et forslag, der bæres af en social vision for en måde at bo i byen på, en vision om en boform der giver muligheder for dannelsen af naboskaber og tilhørsforhold, der ikke normalt tilbydes i boligbyggeri.
Friheden til at blande boligtyperne giver en helt anden sammensætning end i et traditionelt opgangshus, med muligheden for at de enkelte boligafsnit oppe i bebyggelsen danner deres egne små-fællesskaber på tværs af etageskellene. Hvor det virker naturligt, kan man placere mindre fællesområder eksempelvis i form af fælleshuse/rum, taghaver, opholdsterrasser, dyrknings- og fritidshaver, legepladser mv. Vi finder det afgørende, at et boligbyggeri af denne størrelse og højde ikke skaber distance, mellem det der foregår nede på jorden, og det der sker oppe i huset. Derfor er det ønskeligt, at en række af de funktioner, der normalt placeres nede, flyttes med op i huset.
Disse valgmuligheder kan overføres til det almene boligbyggeri, der jo ideelt set kan rumme en række af de samme muligheder. Som en konsekvens heraf kan der i de kommende år skabes en mangfoldighed af individuelt prægede boligindretninger i det almene boligbyggeri. |