PLEJECENTER KARLSLUNDE
Forslaget her bygger videre på et boligoplæg i lokalplanen, der fremstår med begrønnede facader og tydelige balkonforkanter som et centralt element. Det vandrette balkonmotiv bliver et gennemgående træk, som både arkitektonisk og funktionelt tilfører bygningerne et ekstra levende lag. Her opholder beboerne sig, når vejret tillader det, her mødes man, og herfra har man sin udsigtspost og kan følge med i livet i hele området.
Bygningskroppene fastholdes af balkonrammen, således at boligerne ligger
trygt bag den skærmende balkon. Balkonforkanterne på 1. salen løber videre som et markant bånd og er med til at danne sternforkant på hele centeretagen. Derved fastholdes og samles centeret med boligerne.
Et grønt og levende sedum-beklædt tag dækker centeret og boligerne. Fra boliggrupperne bliver taget over centeret en smuk grøn flade, der virker beroligende at se ned over. Momentvis afbrydes tagfladen af cirkulære ovenlys.
Boliggrupperne og centeret fremstår med afrundede hjørner i et klart slægtskab med nærliggende boligbebyggelser. Det er intentionen, at de afrundede og menneskevenlige former går igen i centerdelen. Her indrettes kernerne som svungne former, der lægges ud i centralt gadeforløb. Derved opstår et væld af rumligheder, der inviterer til at gå på opdagelse.
|